Den vestlige verden skal tro mere på sig selv

Demokratiet er under pres. De tektoniske plader under vores politiske system er i bevægelse. Tilliden til de politiske institutioner er truet. Manglende konsensus om fakta har fremprovokeret en revne i fundamentet under demokratiet. Trump og Thunberg har som »non institutional politicians« skabt deres egne bevægelser baseret på følelser. De sociale medier har overtaget vores opmærksomhed og undergraver dermed de traditionelle mediers monopol på oplysning. Jovist, TV 2-journalisten Søren Lippert har fat i noget i sin bog med den ildevarslende titel: »Derfor ender demokratiet« – der hurtigt følges op af et væsentligt forbehold: »som vi kender det«. Demokratiernes problemer blev for alvor illustreret, da Anders Fogh Rasmussen for nogle uger siden var vært for den store internationale konference Copenhagen Democracy Summit. Her var det tydeligt, at demokratiet var presset overalt i verden. Kosovos præsident berettede om serbisk chikane. Taiwans præsident om demokrati i Kinas skygge. Armeniens premierminister om at være klemt mellem Rusland og Tyrkiet i en delikat proces, hvor det lille land må afgive land for fred. Det var en konference for underdogs. Stabschefen for Ukraines præsident holdt modet oppe, og en iransk dissident gav en peptalk. Nej, demokratiet – i vestlig forstand – er ikke dødt, men det gisper efter vejret. Uden for den vestlige verden. Alligevel er Søren Lipperts hovedpointe, at truslerne mod demokratiet (som vi kender det) ikke kommer udefra, men indefra. Han opremser masser af problemer og observationer. Citerer utallige forskere og filosoffer. Men tættest på et svar kommer Lippert med erkendelsen af, at »magtens etablerede institutioner som hovedregel ikke [er] i stand til at omforme sig selv. Derfor slår de revner«. Tilliden til institutionerne svigter. Og han giver tre bud på mulige fremtidsscenarier. Stærkere nationalstater med parlamenter, der følger folkestemningen. Elitestyrede stater kontrolleret af dem, der betaler. Autokratiske stater med regeringer, der sikrer orden. Jeg er delvist uenig. De vestlige liberale demokratier er mere ramt på selvtilliden end på tilliden. Det skyldes først og fremmest, at vi ikke bliver dyrket som de forbilleder, vi gerne vil være. Vores økonomiske styrke skrumper Hvorfor gør resten af verden ikke som os, når nu vi har været foregangsmænd – undskyld foregangspersoner – for velfærdsstater, grøn omstilling, corporate social responsibility, lgbtq-rettigheder og meget andet? Det kan skyldes vores skrumpende vægt i den globale økonomi. Men sandsynligvis skyldes det bare, at resten af verden har andre prioriteringer. Hvorfor vil resten af verden ikke som os? Det spørgsmål mangler reelt i Søren Lipperts bog, som ellers er både underholdende og ambitiøs. Det store paradoks i det 21. århundrede er, at Vesten føler sig foragtet (og er foragtet), samtidig med at verdens både sultende og ambitiøse masser strømmer hertil. De fattige tror åbenbart på os, siden de hellere vil være fattige i den vestlige frihed end at hænge fast i den fattige verdens ufrihed. Til gengæld er Søren Lipperts bog symptomatisk for, hvordan Vestens intellektuelle reelt ikke forstår den vestlige verden. En af Lipperts store misforståelser bliver tydelig i hans fejlfortolkning af filosoffen Karl Poppers tænkning. Lippert ser Poppers (kritiske) rationalisme som fundamentet under »den næsten altomfattende demokratiske socialstat, hvor den rationelt anlagte politiker/administrator/ingeniør får lejlighed til at behandle stort set ethvert anliggende for borgerne som et spørgsmål, der kan besvares politisk gennem en saglig, nøgtern, rationel beslutning: prisen for at køre med taxi, nybagte mødres behov for sengeplads …«. Og sådan fortsætter Lippert sit sludder. Han har ikke fattet, at Popper var særdeles begrænset i sine ambitioner om rationalitet. Demokratiet er således blot en metode til at skille sig af med de dårligste ledere. Politikken er en metode til at fjerne de mest utålelige onder og markedet en metode til at fjerne de ringeste producenter. Den gamle socialdemokrat Søren Lippert læser socialismens fejl ind i det liberale demokrati. Og ja, hvis demokratiet vil være totalitært og regulere alt, skal det nok gå under. Heldigvis kan demokratiet bare være liberalt. Rigdom og retsstat har stor stjerne Vesten er stadig – inderst inde – den målestok, som resten af verden pejler efter. I den konkrete version er det Vestens rigdom, som trækker. I den abstrakte version er det den helt simple retsstat med begrænset statsmagt, som sikrer friheden til at søge lykken uden at skulle spørge om lov. Vestens historiske succes bygger ikke på velfærdsstaten og dens institutionaliserede følelser i form af dydige politikker. Den vestlige retsstat – eller natvægterstat – rakte ikke mere ind over sine borgeres følelser, familier og friheder, end at de kunne tilrettelægge deres egne fællesskaber. Her spiller virksomhederne også en vigtig rolle. Ikke som politiske eller politisk korrekte aktører, men netop som institutioner, der lader mennesker afprøve mange forskellige slags praktiske løsninger på markeder. Det er også demokrati. Derfor ender demokratiet – som vi kender det Forfatter: Søren Lippert. Sider: 328. Pris: 299,95 kroner Forlag: Gyldendal https://www.berlingske.dk/kommentar/den-vestlige-verden-skal-tro-mere-paa-sig-selv